Fiskedagbog: 2010 - 2009 - 2008 - 2007 - 2006

Hatten med flex på klingen. En fin torsk der huggede langt ude.

Alle disse makreller vi fanger/mærker fra kysten for tiden har fået mig til at tænke: gad vide om man kunne få held af at have en stang liggende parat som var rigget til med et blink og et makrelforfang, som man så skiftede til når/hvis man så en stime makreller?
Jeg har hidtil kun brugt makrelforfang fra båd eller mole, men det burde da også kunne fungere fra kysten... det vil jeg prøve næste gang jeg er på denne plads.
 

Fiskene var der, men de ville tydeligvis ikke lade sig lokke af en håbefuld stangsvingende lystfisker. De skal nu ikke føle sig for trygge, turen går af sted igen i aften. Og denne gang skal de ikke slippe fra mig...
  

Stemningsmættet solnedgangshimmel i august

August er ved at gå på hæld, og det er de lange sommernætter så sandelig også. Dage med regn og rusk venter forude, og før vi aner det er det forår. Det er jo ikke så ringe endda, især når man er lystfisker, for mon ikke havørreden så begynder at trække langs kysterne igen?

Personligt har jeg haft ualmindelig få havørredkontakter indtil videre i år, og det på trods af at jeg har haft gode muligheder for at komme af sted på mange ture. Jeg er ikke den eneste der oplever færre fisk ved Djursland, det kan jeg høre når jeg snakker med andre fiskere rundt omkring på pladserne. Tanken om at opsøge en af fjordene, der har givet andre fiskere fangst, har strejfet mig, men er ikke blevet virkeliggjort. Jeg vil nu helst fiske ved den åbne kyst, og satser på at der kommer en dag hvor fiskene atter vil fanges her :-)
Så det er med en vis forventning jeg ser frem til et skifte i vejret - man kan jo håbe at det vil føre til en forbedring i fangststatistikken.

Makrel:
Der er dog en del positive oplevelser fra den forgangne måned, blandt andet har jeg fanget flere makreller direkte fra kysten, hvilket er en rendyrket fornøjelse. På trods af sin (relative) lidenhed fighter makrellen forbilledligt, og så smager den tilmed godt.
De er alle taget det samme sted, på tidspunktet lige omkring solnedgang. Det er ikke sikkert det betyder noget, men det er et forhold der på de seneste ture har haft betydning for mit valg af plads: man kan jo lige så godt se, om ikke der skulle komme en stime mere forbi... og det gjorde der så :-)

Fjæsing:
Det er ganske umuligt at fiske ved kysten uden at fange fjæsing for tiden. Der kan være så mange, at det eneste der virker rimeligt, er at standse fiskeriet og drikke sin kaffe, og vente indtil solen er gået ned og fjæsingens aktivitetsperiode for de flestes vedkommende er ovre.
Så er det jo lidt sjovt at se et prisskilt hos fiskehandleren på 30,- kr. pr. fjæsing!
(Jeg håber de er større end dem, jeg har fanget flest af.)

Men efter sigende skal de smage godt. Jeg har nu en pose liggende i fryseren, så jeg ved lejlighed kan efterprøve sagen.

Havørred 6,4 kg:
På trods af at der på overfladen kan se ganske havørredforladt ud, så findes de derude. Det fik jeg ved selvsyn konstateret på et natdyk med harpun, som jeg troede skulle være en fladfisketur.
Efter ca. 15 minutter i vandet så jeg den første store havørred, og sandelig om det ikke - på trods af den kolossale størrelse og på trods af fiskens nærhed - i min befippelse over dette overraskende syn, lykkedes mig at skyde forbi!
Heldigvis hørte min UV-kammerat skuddet og var nysgerrig - da han svømmede over for at se hvad jeg havde skudt, kom han fra den retning som mit undvegne bytte flygtede i. Anden gang var fisken mindre heldig.
På land skulle den vise sig at veje fulde 6,4 kg. Den til dato største havørred jeg har set.

For at føje spot til skade, skød jeg lidt senere atter ved siden af en havørred, der var lige så stor. Hvordan jeg kunne komme af sted med det nummer to gange på én aften, kan jeg den dag i dag ikke forstå. Men udover ærgrelsen ved at misse skuddet, er det glædeligt at observere at der rent faktisk er fisk at fiske efter - og at de kan være store. Det giver fornyet blod på tanden og iver efter at komme ud med snøren.

Vi så rigtig mange havørreder denne aften, langt de fleste under eller omkring målet. Jeg skød efter én af dem der var over målet, og fik en trøstepræmie med hjem: en meget fin havørred på 45 cm, der dog bliver ganske overvældende "dwarfet" når den ses ved siden af "Den Store".

Jeg er flere gange med fiskestangen vendt tilbage til stedet, der indtil da ikke har været et af mine "havørred-spots". Men selvfølgelig er jeg ikke stødt på endnu en flok havørred af denne kaliber, hvilket er den samme historie de andre, der kender spottet, fortæller.
Og sådan er det, den ene dag er der fisk, den næste ingen, og det hvad enten man fisker med stang eller spyd.

Men det er med fornyet mod og energi at jeg går efterårsfiskeriet i møde.
Lad blot efteråret komme med regn og rusk, når blot jeg kan regne med at det bliver min stangspids, der ruskes i!
  

Det er fortsat småt med havørred det lykkes mig at lokke i fordærv (læs: ingen), til gengæld er der vildt mange fjæsing, en del hornfisk, og nu også makrel, der bider på. Således blev denne makrel overmandet kort før mørkets frembrud en aften i slutningen af juli:

Pænt stor makrel på 40 cm der blev overlistet i skumringen. Perfekt til grillen

Som det ses er makrellen fanget med Gulp fisket efter bombardalåd. Den udgave af Gulp Tobis (Saltwater) på 10 cm som jeg har været rigtig glad for at fiske med (og som har givet mig 3 havørreder på hver 4,5 kg, ikke at forglemme) udgår desværre. Den "nye" Gulp Tobis er fra Alive serien, og den er tykkere, længere og tungere.
Det betyder at den ikke er så god at kaste med, når man som jeg ynder at fiske med bombarda. Kastene bliver kortere og mere klodsede.

Jeg har forsøger at kompensere for det ved at skære i Gulp Tobis Alive'n, så den bliver mere kastevenlig til bombardaflåd:

Sådan har jeg skåret den forreste del væk	Øverst Gulp Tobis Alive i forkortet udgave, nederst Gulp Tobis Saltwater
Her er en sammenligning mellem den "lille" og den "store" Gulp Tobis inden tilskæring	Denne fjæsing har hugget aggressivt og slugt den afskårne Gulp Tobis helt

Umiddelbart virker det som om, at den forkortede version af Tobis Alive udover at være lettere at kaste med, også kroger bedre. Det er selvfølgelig ikke muligt at føre bevis for det, så her er tale om en fornemmelse.
Fornemmelsen gælder i hvert fald for makrel, fjæsing og hornfisk - om den bedre krogning gælder for havørred er foreløbig uafklaret. Det er ikke sikkert at det er det samme, idet havørreden sluger tobis forfra, og på den måde tidligere kommer i kontakt med krogspidsen end for eksempel fjæsingen, der har slugt Tobisen bagfra, som det ses af ovenstående foto.

Jeg har hørt om observationer af pænt store havørreder de seneste uger, så det giver god mening at komme ud og se for sig selv. Måske kan enkelte af dem endda lokkes?
 

Hatten midt i naturen, med storbyen som baggrundstapet

I fravær af hugvillig havørred landede Madpakken to makreller, der begge blev taget på bombarda og flue.
 

46 cm og 1,2 kg havørred

Det giver en tiltrængt opmuntring ovenpå det "dødvande", sommeren indtil nu har budt på ved de djurske kyster, sådan rent havørredmæssigt. Det passer jo sådan set lige med at jeg snart har ferie

Denne lille fætter var i maven på fisken

Da jeg rensede fisken dukkede der er lille chip op i maven på den. Jeg søgte lidt på nettet, og fandt frem til denne artikel i Sportsfiskeren: http://sportsfiskeren.dk/node/1259
Af artiklen fremgår at chippen skal sendes til DTU Aqua.
Her er linket til Fiskepleje, hvor der står lidt mere uddybende om mærkningen: http://www.fiskepleje.dk/raadgivning/fiskemaerker.aspx
   

Natfiskeri i fuldmåneskær ved midsommertid er skønt

Imens jeg venter på havørred har jeg så haft mulighed for at bruge lidt tid på andre arter, heriblandt især multe og pighvarre. Det er sket med harpun, og har den åbenlyse fordel - ud over at være sjovt og spændende - at det kan foregå i dagslys. Så behøver der med andre ord ikke at gå tid fra havørredfiskeriet ;-)

Det har resulteret i min første multe: 2,6 kg fordelt på 64 cm. En meget fin fisk, som oven i købet smagte rigtig godt.
Multen skød jeg på min tredje multetur. Selvom jeg havde set multer på de første ture også, har jeg ikke nået (formået?) at komme på skudhold, og også denne tredje gang holdt det hårdt: den første jeg så var væk, inden det gik op for mig at den var der. Den anden fisk jeg så fik jeg skudt efter, men missede. Først dagens tredje spottede multe lykkedes det mig at få ram på.

Min første multe var på 2,6 kg.

Jagten på de store pighvarre er også interessant. De er fantastisk dygtige til at camouflere sig, hvilket alle der har været i Aqua eller Kattegatmuseet kan nikke genkendende til. De er med andre vanvittig svære at få øje på - synes jeg i hvert fald.
Men øvelse gør mester, og den foreløbige kulmination på min spæde start som pighvarrejæger er denne flotte pighvarre på 1,4 kg:

Min første store "plade" er denne pighvarre på 1,4 kg

Langt de fleste fisk jeg har haft med hjem fra mine ture med harpunen har været relativt små skrubber, slethvarre og tunger som således har bidraget kraftigt til at det fra familiens synspunkt virker mere rimeligt, at jeg bruger så meget tid på kysten, som jeg gør.
Så herfra skal aldrig mere lyde et ondt om skrubber ;-)

Nu rettes blikket fremad mod flere af de lune og lyse nætter, dog meget gerne snart med havørred på programmet, udover godt selskab og sommerluft.

	Multeskæl er meget større end en fingernegl	Det ser ud som om hvarren har været skudt før
	Lidt perspektiv der angiver multens størrelse	Pighvarren fyldte bradepanden ud

Sild:
Således er det blevet til nogle sildeture, hvor Sofus og Rebecca har været garanter for at der kom mad på bordet. Det klarede de med bravour, og vi har fanget så mange sild at der både kan steges, ryges og deles ud af dem.

	Øverst ses to glade og stolte fiskere. Ikke nok med at de har sørget for at aftensmanden er i hus en hel del gange, de har sandelig også fanget deres livs første sild   Til venstre ses det rensede resultat af halvanden times sildefiskeri.

Hornfisk:
Det er jo også hornfiskenes højsæson, og traditionen tro er det blevet til et par ture, hvor hornfisken har været målet for anstrengelserne. Gaffelblink med silkekrog og bombarda med silkekrog har atter været storfangende.

På mine aftenture efter havørred har jeg mange gange haft kontakt til hornfisk, når jeg har fisket med bombarda og Gulp tobis. Det er meget effektivt til at lokke hornfisk, men krogningsprocenten har ikke været høj - nok også, fordi jeg ikke forsøgte at kroge dem, men egentlig helst var fri for at skulle afkroge dem inden jeg igen kunne kaste efter havørred.

Rygeovn:
En ny rygeovn på min arbejdsplads skulle indvies, og det kunne de mange fangster af sild, hornfisk, torsk og en enkelt knurhane jo godt bidrage med fisk til. Sådan så det ud, da rygeovnen blev indviet:

	Ovenfor: De færdige fisk før servering. Især røget torsk overraskede positivt.       Til venstre: sild, hornfisk og torsk hænger klar til at indvie den nye rygeovn.

Havørred:
Og det leder jo over til status på havørredfiskeriet i maj: O havørreder på 10 ture i maj giver 12 0-ture i træk. Hm. Det er faktisk lidt skuffende. Noget må der jo gøres, måske er det morgenfiskeri, der skal til?
Fraværet af havørred har muligvis noget at gøre med den sene vinter - det er jo ikke så længe siden der var is på vandet ved Djurslands kyster, det har måske betydning for mængden af byttedyr nu?
På nettet kan jeg da heldigvis af og til læse om fangster, men det er mit indtryk at det generelle billede er at der ikke fanges så mange havørreder lige nu, som det er sædvanligt.

For variationens skyld har vi et par gange fisket kystmede med levende tobis. Men udover at hornfiskene har trukket rundt med tobiserne, har vi ej heller med denne metode haft held til at lokke havørred til hug. Det er en radikalt anderledes fiskemetode end spinnefiskeriet med bombarda eller blink, og det har bestemt sin charme. For mit vedkommende bliver det dog ikke til mere end et supplement, da der er begrænsende forhold at tage i betragtning: man skal have levende tobis til rådighed og man skal bære på en del mere udstyr når man går til fiskepladsen eller langs kysten.

Konklusionen på maj: masser af fisk, men ingen havørred.
Ønske for juni: lad os få havørreden tilbage :-)
     

Jeg har mødt og talt med mange andre fiskere under de tre dages intensive fiskeri, og det var det samme billede der tegnede sig over hele linjen: der blev ikke taget ret mange fisk. Der blevet indvejet 24 fisk af næsten 300 deltagere, så trøsten må være at over 90% af deltagere på samme måde som mig kun oplevede at fange fisk, det ikke kunne betale sig at indveje, nogle måske slet ingen.

Men det var nogle dejlige dage hvor vejret viste sig fra sin pæne side, og der således var gode muligheder for at fiske igennem her på Djurslands yderkyster, som jeg valgte skulle være mit jagtrevir under konkurrencen. Sammenlagt fiskede jeg 33 timer fra fredag middag til søndag kl. 10, så jeg har absolut gjort en hæderlig indsats. Kronen på værket blev dog ikke større end denne havørred på 44 cm som jeg fangede den første dag:

Stemningsbilleder fra solopgangen taler sit tydelige sprog om at jeg var der - der var de store fisk blot ikke.

Kl. 4.52 hang solen kun med nød og næppe fast i horisonten	Også Hatten fik overlistet en 44'er med sin tobis imitation
Middagstid - roligt vand og høj sol	Eftermiddag - mere gang i vandet, dog desværre kun i overfladen, ikke mht. fangster
Når der ikke var fisk at fange, kunne man jo lige fange et par medfiskere med strittende stænger:

Alternative "fangster"

Denne fisk lå sammen med en masse andre og flød i strandkanten	En ægte tobis til sammenligning med den mindste tobis fra Gulp
Saki forbarmede sig over mig og lod sig frivilligt nette - en god tanke, men det er lissom ikke det samme, Saki.

På trods af at det var meget sjovt at være med til Fjord til Fjord-konkurrencen glæder jeg mig nu til at der kommer mere normale tilstande igen - især hvad angår søvn, men også at afslapningen ved fiskeriet får sin plads tilbage i stedet for den uundgåelige adrenalin der er forbundet med kappestrid.
Men næste år er jeg klar igen. Og min ambition for Fjord-til-Fjord 2011 er klart en podieplads, så mon ikke det bliver lige så "hektisk" igen?
 

Læs om hele Sverigesturen her

Det var tredje fiskedag på vores tur til Sveriges sydøst kyst. En forholdsvis kraftig vind fra nordøst tvang os til at skifte plads, fra Stenshuvud ved Kivik til længere ned ad kysten. Valget faldt på strækningen syd for Kåseberga.

Endnu havde vi ikke haft held til at finde Overspringeren, den store sølvglinsende havørred som er vort mål. 8 nedfaldsfisk første dag, heraf 2 stykker på 4 kg, havde ellers pumpet vores forventninger op. Men efter på andendagen tilsammen kun at have fanget en enkelt fisk, der ligeledes var en nedfaldsfisk, var forventningerne til fiskeriet blevet lidt mere afdæmpede.
Så på trods af rygterne om de store svenske havørreder, begyndte fiskeriet i store træk at ligne det hjemlige, med muligheden for en 0-tur absolut tilstede i vores bevidsthed.

Da vi ankom til pladsen anslog vi vinden til at være 10-11 m/s, med endnu kraftigere vindstød. Det lykkedes os at finde relativt læ bag de høje græsklædte skrænter – relativ, fordi vinden slog ned over vandet i hårde rusk, eller blev drevet rundt om pynten og kom som stærk sidevind, sådan lidt på skift. Men alt i alt meget fiskbart, især da skyerne drev væk og solen tittede frem på den herligste forårsagtige måde.

Der var rigtig mange andre lystfiskere der havde fået samme ide som os, så der var trængsel om pladserne. Vi blev derfor stående på den samme plads, selvom den umiddelbart virkede ganske fiskeforladt og vi egentlig havde mere lyst til at dyrke det opsøgende fiskeri. Perlerækken af fiskere – på et tidspunkt talte jeg 20 stk. – talte dog kraftigt imod det.

Vi tog opstilling og serverede en 3 retters menu: orm fra Ormesvingeren, pattegrisfluen fra Hatten, og Gulp tobis fra mig.

Vi så eller mærkede ikke fisk længe, og vi kunne heller ikke se at nogen andre havde mere held med deres foretagende end vi selv. Efter et par timers resultatløs indsats føltes det for os alle tre som en slags automatfiskeri, men den følelse blev brat afbrudt da jeg mærkede små forsigtige nap.

Taktikken lå fra starten fast: bombardaen skulle kastes langt, så vi kunne affiske kanten mellem sandbund og mørk bund 70 meter ude, hvor vi havde en ide om at trækkende havørred ville komme forbi. Og det var netop længst ude i et sådant kast, at jeg nu havde kontakt.

Med bankende hjerte holdt jeg vejret - og kontakt til agnen - og først da de små nap blev afløst af et jævnt træk, gav jeg tilslag. Bam – fast fisk.

Og hvilken fisk! Meget hurtigt gik det op for mig, at jeg havde haft heldet med mig. I modsætning til førstedagens nedfaldsfisk på ca. 4 kg, var denne fisk indstillet på at yde reel modstand. Hårde rusk i stangspidsen og et hjul, hvor knarren sang, beviste det tydeligt. Og da fisken første gang viste sig over overfladen, forstod jeg hvorfor: denne fisk var stor - meget stor. 

Da sølvet lynede i sollyset efterfulgt af et længere udløb, var det tydeligt at se, at der denne gang var tale om en af de sagnomspundne overspringere. Hjertet, der næsten havde stået stille, begyndte at galoppere, og adrenalinen blev hastigt frigivet i blodbanen – dette var en fisk, jeg ikke ville miste.
Erfaringer og teorier om bremsens indstilling, stangens retning, og alt det andet der er forbundet med fighten, for planløst rundt i hovedet på mig. Ubrugeligt. Det eneste jeg kunne koncentrere mig om, var at være i nuet. Refleksionerne måtte komme senere.

Tre dages fiskeri havde sat sig sine spor i mine armmuskler, så det var ikke uden problemer at holde den iltre fisk på stram line. Men det lykkedes, og langsomt mens sikkert kom fisken tættere på sin skæbne.

Stangens dybe flex, fiskens spring og mine – nå ja, højlydte – udbrud tiltrak naturligvis mine to fiskekammerater. De fulgte figthen på nærmeste hold, og da fisken til sidst opgav kampen og lagde sig på siden i overfladen, kunne jeg trække den ind i det net, Ormesvingeren så venligt rakte ned i vandet. 

Yes! har jeg nok sagt (og ikke med min mindste stemme) da nettet blev strammet til over fisken, for jeg var ikke i tvivl om at jeg med den havde fanget mit livs indtil videre flotteste havørred.
Og det viste sig at holde stik. På land blev den målt og vejet til 4,5 kg rent, fordelt på 70 cm. Det giver en konditionsfaktor efter Fultons formel på 1,31.
Min tidligere PR vejede også 4,5 kg, og blev også taget på Gulp tobis, men med en konditionsfaktor på 1,11 kommer den nu ind på en flot andenplads på listen over mine største fangster til dato.

Eufori, lettelse og glæde; jeg var fyldt med positive følelser oven på fangsten, og kunne give min kastearm en tiltrængt pause.
At kystens havørred er en flidspræmie, er dette forår i sandhed et eksempel på. Efter mange timers trofast, men fiskefattigt fiskeri, har mit forårsfiskeri fundet sit foreløbige klimaks, hvor belønningen er betalt i det pureste sølv.

Klik på billedet for at se det i stort format
En klassisk opstilling som fisken nok gerne havde været foruden	Denne havørred har svømmet sin sidste tur rundt om pynten ved Kåseberga og Hammar Backar
Med fornyet energi genoptages jagten	Men på trods af ihærdig gennemtrawling af området, blev denne havørred dagens eneste tilbud
En lang og tung - men alt andet end ulidelig - travetur venter forude	En imponerende halefinne

Sverigesturen april 2010:

Fangstrapporten ovenfor illustrerer meget tydeligt, hvad der lokkede os over Sundet til det sydsvenske: drømmen om den store overspringer!
Samtidig fortæller den også, at der trods alt er langt imellem dem, og at fiskeri efter havørred i Sverige såvel som i Danmark er afhængig af en vis portion held såvel som ihærdighed for at blive en succes.

Igennem Turistbureauet i Simrishamn havde vi hjemmefra booket et lille hus nær denne havneby. Med den beliggenhed havde vi mulighed for at køre nord mod Kivik eller syd mod Ystad alt efter humør og vind, uden at det havde den store tidsmæssige betydning.
Vinden har stor betydning for fiskeriet ved de sydsvenske kyster, så en nordvestlig vind de første 2 dage med mulighed for at den vil gå mere i øst senere, levnede ingen tvivl: vi skulle starte ved Stenshuvud, mens vi stadig havde muligheden.

Som de fleste andre danske lystfiskere der tager til de svenske kyster, havde vi hjemmefra grundigt studeret især Jan Grünwald's legendariske "Havørred - spin og flue i saltvand" samt en artikel bragt i Fisk og Fri. Det var vi så ikke de eneste danskere der har gjort, viste det sig.
I bogen og artiklen er kystpladserne peget ud, og den ene mere forførende beskrivelse af en havørredfiskers paradis efter den anden stilles op på række - ligesom lystfiskerne viste sig at gøre på disse meget kendte pladser.
Lad det hermed være en advarsel til den, der helst fisker alene eller få sammen: Den sydsvenske vrimler med kystfiskere, især danskere, og mange steder står man en del tættere end vi er vant til herhjemme - uden mulighed for at flytte sig, for de fleste svenskere bliver stående på samme plads i flere timer, når de først har fundet den sten, de gerne vil fiske fra.

Stenshuvud

Den første plads vi besøgte var altså Stenshuvud. Der er en grund til at den plads har fået det navn, som det fremgår af nedenstående fotos:

Stenshuvud er lig med sten - mange sten. Jeg vil gå så vidt som til at sige rigtig mange sten endda!
Turens første fangst, en falder på 50 cm til Hatten	Ormesvingeren med endnu en falder på omkring de 50
Hatten med en stor nedfaldsfisk på ca. 80 cm og 4 kg

Allerede på denne vor første svenske kystplads blev det klart, hvorfor vadestav anbefales ved kystfiskeri herovre. Der er vildt mange sten, også under vandet, de er alle runde og mange af dem er store, nogle kæmpestore. Efter et stykke tid er man meget træt og øm i fødderne, og længes efter en dansk sandstrand. - Eller rettere: længes næsten hjem. For til forskel fra de hjemlige vande var de mindste fisk vi fangede på turen 50 cm (der også er mindstemålet for havørred i Sverige).

Hvor vi hjemme fanger rigtig mange fisk omkring de 40 cm, synes 50 cm altså at være den nedre grænse for svenske havørreder. I hvert fald for de 12 eksemplarer, som vi stiftede nærmere bekendtskab med. Det må være noget i kosten, der gør at de får en hurtigere tilvækst end samme fisk i Kattegat? Under alle omstændigheder gav det større undermålsfisk end vi er vant til, og det bidrog til fantasierne om at når vi på et tidspunkt fik kontakt til en ikke-nedgænger, så ville også den være i "over-mål".

Stenshuvud var ganske produktiv og en god svenske-debut for os: Hatten tog således en farvet nedgænger på ca. 80 cm og 4 kg samt en falder på 50 cm, Ormesvingeren ligeledes en falder på omkring 50 cm, mens jeg selv tog to faldere, én af samme kaliber som hver af de to andres. Dvs. én på ca. 80 cm/4 kg og én på ca. 50 cm.

Vi vendte tilbage til samme plads næste morgen, men magien var væk. Dels havde endnu flere fiskere end dagen før fået samme ide, så der var anderledes trængsel, dels havde vi ingen kontakt på de pladser, der dagen i forvejen havde virket "sikre".

Hvis det ikke lige var fordi denne plads virker meget kendt og overrendt, vil jeg sige at det er en fantastisk spændende havørredplads. Sådan rent havørredmæssigt er den det da også.

Vik:

Denne plads havde klipper i den nordlige og sydlige ende, og en større bugt imellem med sandstrand. Det var rart med lidt afveksling, så den affiskede vi. Vi have ikke det det store held på pladsen, men det er nok tilfældigt.

En lang bugt med sandstrand var en rar afveksling	Her er der zoomet ind på Stenshuvud i det fjerne

Den ligger tæt på kystvejen så den er nem at komme ned til, så det er oplagt at tage et smut forbi når man alligevel kører forbi. For en gangs skyld var der ikke andre fiskere, så både derfor og på grund af den behagelige underlag at gå på, var det en rar afveksling.

Præstens badekar:

Denne plads ligger også tæt på vejen der går langs kysten. Det var altså bare lige et smut ned, og så var vi der. Den lette adgang betød at rigtig mange andre fiskere også var samlet her, hvor af en hel del var svenske.
De stod primært og fiskede fra de store klipper ud på det dybe vand tæt på. Jeg tænker det må være sin sag at nette en 5 kilos havørred, når der er flere meter ned til vandspejlet, men okay - der var da steder, hvor man kunne klatre ned til vandet med sit net, så det ud til.
Der var optaget hele vejen hen, så vi fik ikke testet det.

De markante klipper tiltrak mange svenske fiskere	Ormesvingeren genudsætter en falder på 55 cm fra sandstrækket syd for klipperne

I stedet gik vi forbi klipperne til et område med sandstrand. Her var enkelte andre fiskere, men dog plads til os også. For en dansk kystfisker så området ganske tillokkende ud, egentlig lige så fint og lidt mere venligt som klipperne. Måske siger de svenske erfaringer at de store går tættere på klipperne hvor der er dybt, men for os så også denne strækning ud til at kunne holde fisk - eventuelt en af de store der var på vej hen til klippernes tæppebombardement af svenske 30 grams blink.
Der gik da heller ikke lang tid før Ormesvingeren havde den første falder i nettet.

Præstens badekar (klipperne) er en plads der er meget forskellig fra alt hvad jeg har prøvet i Danmark, og alene derfor er den et besøg værd. Hvis der ellers er plads, kunne den sikkert også være spændende at fiske fra. Men vi gik relativt hurtigt døde i mængden af lystfiskere omkring os, og drog videre ud i det sydsvenske land.

Gislövshammar:

Dette rev strækker sig fra kysten langt ud, med gode muligheder for at fiske fra lave klipper hele vejen rundt. Igen kunne vi konstatere, at kendte og relativt afgrænsede pladser er velbesøgte. Denne gang også af mange danskere; vi mødte en klub fra Odense der var 22 mand af sted på tur, og en stor del af dem var her denne dag. Derudover en større flok tyskere og formentlig også nogle svenskere.

Vi var nået så langt og ville fiske på trods af at vi var lidt trængte, så vi startede på siden af hammeren. Det gav en falder til mig, igen omkring de 50 cm. Den blev behørigt genudsat, og selvom der var et par gange med kontakt derefter, var der ikke flere faste fisk på denne side. Vi gik forbi de mange der stod yderst på hammeren og fortsatte på revets anden side, og Ormesvingeren havde igen held med sig - endnu en falder måtte løslades og sendes på opfedning.

Tyske fluefiskere med tohånds laksestænger udfordrer Gislövshammar	Svenske fiskere med multihjul og tunge blink står på klipperne ved Gislövshammar
Ormesvingeren besigtiger endnu en falder, ikke fra selve Hammaren men umiddelbart nord for den hvor ikke andre fiskede

Det var med andre ord heller ikke her, det store svenske eventyr ventede os. At pladsen er spændende er der ingen tvivl om, men igen - i stedet for at stå skulder ved skulder med en stor mængde andre lystfiskere, kiggede vi længselsfuldt op og ned ad kysten - pladserne i vigene så egentlig også spændende ud, mere danske i det, men alligevel: fiskene må jo da stadig have svenske dimensioner, også selvom de ikke bliver fanget på et sten- eller klipperev.

Vi fortsatte mod syd, og ankom til

Kåseberga / Hammar Backer:

Vi startede ud i Kåseberga, der er et lille fiskerleje. Valget stod mellem at gå mod venstre i en større bugt eller mod syd hvor en større pynt lokkede. Til dels på grund af vindforholdene faldt valget på det sidste.

Også her er der mange sten at gå på. Og denne gang gik vi langt. Vi endte på den anden side af pynten, nærmere ved Hammar Backer. Stedet mindede på mange måder om det hjemlige Kobberhage, med en høj (meget høj) græsklædt strand bagved os, en stenstrand under os, og foran os en blandet sand-, sten- og tangbevokset bund der lugter langt væk af havørred.

Pynten syd for Kåseberga - var der nogen der sagde "sten"?	Fra toppen af skrænterne er der vidtstrakt udsyn over kyststrækningen ved Hammar Backar
Ormesvingeren med - igen - en falder på ca. 50 cm	Hatten i forgrunden, og bagved nogle af de mange andre fiskere der havde fundet frem til Hammar Backar

Det lange stræk har ingen direkte pynter, i stedet var de steder med tangbevoksning inden for kastevidde, der blev målet for vores anstrengelser. Turens eneste overspringer blev, som ovenfor beskrevet, taget netop her i overgangen mellem sand og tang en kastelængde ude.

Selvom pladsen var velbesøgt, føltes det ikke på samme måder trangt. På et tidspunkt talte jeg næsten 20 andre fiskere på strækket til højre for os, men de var så spredt og så langt væk, at det ikke havde den store betydning. Det indbød på den anden side ikke rigtig til at begynde et decideret opsøgende fiskeri, for det virkede oplagt at vores "egen" plads ville blive optaget hvis vi flyttede os for langt, og vi ville ustandseligt rende ind i at skulle gå indenom andre fiskere.

Vores fiskeri blev altså på et forholdsvis begrænset område. Det siger sig selv, at aktiviteten, håbet og gejsten steg ganske betydeligt efter at det rent faktisk lykkedes at overliste en overspringer på pladsen. Desværre blev det kun til den ene - et par faldere mere blev overlistet og genudsat, men det er jo ikke helt det samme.

De andre pladser:

Pladserne jeg ovenfor har nævnt er velbeskrevet i litteraturen, f.eks. i nævnte artikel fra Fisk og Fri og i omtalte bog af Jan Grünwald. Det er velsagtens en af grundene til at vi så nemt fandt dem, og at en masse andre fiskere også gjorde det.
Vi forsøgte at finde frem til pladser, der både virkede til at holde fisk og som ikke var overrendte, og det lykkedes også. Hele kysten er egentlig utrolig interessant, og ved at køre ned hist og pist fik vi fundet frem til pladser, som ikke var nævnt i ovenstående artikler og hvor der var væsentlig mere plads.

Sådanne pladser vil formentlig få mere af vores opmærksomhed, når vi næste gang drager østpå på jagt efter Den Store Overspringer.
For selvom oplevelsen blev præget af et stort fiskepres, så var det spændende at fiske i vand, hvor gennemsnitsstørrelsen var så meget større, end vi er vant til, og hvor kystpladserne er så forskellige fra hvad vi er vant til. Det vil vi gøre igen.
Sydsverige kan herfra anbefales som mål for havørredjagt, for vores vedkommende kombineret med opsøgning af mindre kendte pladser.

Der er forskel på fisk:

Vi så faktisk ikke mange andre fiskere med fangst på vores tur, selvom vi havde indtryk af at fiskene var der. En undtagelse var tre ungersvende, der stolte fremviste 3 flotte havørreder i en kasse, med vægte fra ca. 1½ til 3 kg.
En anden undtagelse var en mindre misundelsesværdig fangst der blev båret hjem af en ukendt fisker. Jeg kunne ikke dy mig for at tage et billede af fisken, der var så tynd, at den set på afstand så ud som om den var klippet i papir.
Der kan ikke være meget mad i sådan en fisk, jeg er alvorlig bange for at fangeren blev skuffet da han skulle stege den.

Til sammenligning ses et billede af turens eneste overspringer; det viser med al tydelighed at der er forskel på fisk.
 

En mager nedfaldsfisk der nok ville smage bedre med lidt mere sul på kroppen	Alle de genudsatte nedfaldsfisk blev rigeligt betalt tilbage med dette pragteksemplar

Vadestaven, husk vadestaven:
 

Typisk svensk udrustning med multihjul og vadestav - og især det med vadestaven er der en god grund til, har vi erfaret på den hårde måde.	Fluer, orm og Gulp tobis fik alle chancen for at lokke havørred til hug. Fiskene bed på det hele, men Gulp'en fik turens eneste fangst, der ikke var en nedfaldsfisk

Knæk og bræk til alle, der får lyst til at prøve kræfter med havørreder og sten i sydsverige :-) 
 

Smuk aprilsdag med klart vand ved Hestehave - dog uden fisk

Personligt ser jeg frem til at prøve kræfter med den sydsvenske kyst, hvor jeg er sat i stævne af Ormesvingeren og Hatten hen over weekenden. Vi får se om det endelig skal lykkes mig at få hul på bylden på udebane. Sikkert er det, at jeg er ved at være godt sulten efter at mærke liv i den anden ende af snøren, så jeg skal i hvert fald gøre mit til det.
 

Vinden gav os mulighed for at fiske lige hvor vi ville, men med gårsdagens frugtesløse tur (for mig i hvert fald) tur i Bugten i baghovedet, var vi ikke længe om at beslutte os for yderkysten. Vi tog nord for Grenå, med en ide om at vi ville flytte os efter fiskene.
Første stop blev dog det eneste, for vi havde ikke fiske længe inden Hatten slog til: en flot havørred på 1,5 kg.

Hatten med sin fangst fra sæsondebuten

Da Hatten lidt senere tog sin anden havørred samme sted, besluttede vi os for at vi lige så godt bare kunne blive her.
Det gjorde fiskene så tilsyneladende ikke, hverken Hatten eller jeg mærkede mere til dem.
Dog så jeg en stime småfisk blive jaget op til overfladen på et tidspunkt. Selvom det ikke er det samme som at se fisk, er det dejligt atter at se liv i vandet og i overfladen.

En skøn dag med mindre vind og mere sol end forventet, og flere fisk på land end vi (jeg) længe har oplevet.
  

Knebel Vig var meget lavvandet

Næste stop blev Knebel Vig. Også her så jeg hurtigt en børsteorm, men for mig blev resultatet det samme: ikke et nap. Jeg startede ud alene, men inden jeg skiftede plads igen, var der 5 fiskere inden for synsvidde. Der er så sandelig forår i luften.

  
Til venstre: børsteorm fra Lumskebugten, til højre: børsteorm fra Knebel Vig

Tredje gang blev ikke lykkens gang, i den forstand at jeg heller ikke denne gang mærkede det mindste. Begtrup Vig så lige så lovende ud som de foregående pladser, mens selvom jeg denne gang fiskede i længere tid, var resultatet det samme.
 

Det, der i første omgang bares skulle have været en smuttur på en times tid, udviklede sig til en 3 timers tur. Ikke fordi jeg heller denne dag mærkede eller så fisk, men det var simpelthen bare for skønt at gå derude

Der var ikke bragende solskin, og temperaturen var ikke ugens højeste, men følelsen af at være "back-on-track" var ikke til at tage fejl af.
En let sydvestlig vind gav lidt sidevind, der var bevægelse i vandet selvom bølgerne ikke var mægtige, og der var en pæn strøm.
Alt i alt kunne det sagtens have givet fisk.

Måske holdt den lave vandtemperatur (3,5˚) havørrederne væk? Det er ikke til at vide, men det skal nu ikke få lov til at holde mig væk.

Alligevel skal jeg da indrømme at jeg ser frem til at den stiger lidt igen, og vejrudsigten tyder da heldigvis på, at foråret for alvor er ved at have bidt sig fast.

Hverken de eller jeg mærkede fisk i dag, men de to herrer kunne fortælle om en tur i går med Daniel fra JustOneMoreCast.dk, hvor de fandt mange fisk, og på mange forskellige pladser ved yderkysten. Læs om deres tur her.

Oplivet af den herlige beretning fiskede jeg herefter videre med mere tro på, at der faktisk er fisk derude. Og selvom jeg ikke mærkede eller så noget til dem, så føltes det nu alligevel lidt, som om det kun var et spørgsmål om tid før den huggede. Det er immervæk et stykke tid siden, jeg har fisket med den fornemmelse i kroppen - velkommen forår!
 

Både lørdag og søndag gav mulighed for at få fiskemusklerne rørt, og det benyttede jeg mig af. Et par ture til Rugård blev det til, søndag sammen med Ormesvingeren, der også er ved at være lidt fiskesulten. Og begge dage var der masser af andre fiskere ude, et næsten helt mærkeligt syn, nu jeg havde vænnet mig til at være eneste mand på pladsen de seneste mange gange jeg har været af sted.

En vandtemperatur lørdag på 4 grader lovede jo godt, men det var fiskene tilsyneladende ligeglade med. 3 andre fiskere jeg mødte samt jeg selv kunne i hvert fald ikke komme i kontakt med fisk.
Det kom vi heller ikke søndag, hvor vandtemperaturen var faldet til 2,5 grader.

Så meldingen herfra må lyde, at det indtil videre desværre kun er fiskerne, der har forårsfornemmelser. Vi venter stadig på fiskene.
  

(Klik på billederne for at se dem større)
Kaffe, boremaskine, bor, skruer. lim... så er jeg parat til at samle	Det skrå bundbræt høvles først med den elektriske høvl, dernæst efterhøvles med den manuelle
Og vupti, den færdige reol med stænger pynter gevaldigt i mit "drengerøvs-værelse"

Samtidig med at det er dekorativt, er stængerne bedre beskyttet end de var tidligere, da de stod i et hjørne. Den 4-delte stang havde jeg dog ikke taget højde for i konstruktionen, dens dele er for korte til at stå i reolen. Så har jeg det at tænke over...

Sådan set en god måde at fordrive tiden imellem fisketure på
  

Vandet er 0 grader, luften er minus 2 grader: der er is på stenene over vandoverfladen

Derfor kunne jeg lørdag slappe af med at sysle videre med bygningen af min holder til fiskestænger. Arbejdet udføres efter denne model: http://goerdetselv.dk/hobby/styr-p%C3%A5-fiskest%C3%A6ngerne

Det skrider stille og roligt fremad, og selvom jeg nok ikke kommer helt på højde med forbilledet, er jeg sikker på at jeg bliver glad for resultatet.

(Klik på billederne for at se dem større)
Et bræt, boret for med huller, grovslibes.	Der saves ud til tapsamlinger, og brættet deles.	Halvbuerne slibes med fint sandpapir snoet om et kosteskaft.

PS. Som det ses, laver jeg to, nu jeg er i gang...
  

Forvandlingen ved kysten var da heller ikke til at tage fejl af. For 2 uger siden så der sådan her ud ved Jernhatten:

Sofus går på vandet. Hm, jeg kan bedre lide det flydende... (Jernhatten 18. februar 2010)

I dag så der sådan ud:

Jep, det her er meget bedre :-)                       (Jernhatten 2. marts 2010)

Jeg foretrækker suverænt det sidste, og selvom jeg ikke mærkede eller så fisk i dag, var det er en herlig dag ved fiskevandet. Temperaturen var i plus og solen var fremme hele eftermiddagen; jeg kunne næsten fornemme hvordan jeg blev bombarderet med D-vitaminer.
Samtidig fik jeg luftet min nye Fenwick Silver Wing 12'6''. Første kysttur lover godt for et fremtidigt samarbejde, jeg glæder mig til at opleve den med flex på klingen.

21. februar - endnu en søndag med masser af frostgrader (-7 grader). Den åbne kyst virker ikke som et godt bud pt., så derfor blev Ormefiskeren og jeg enige om at forsøge os ved Studstrupværket. Jeg havde aldrig fisket her før, men det virkede umiddelbart som en god ide at prøve om det relativt varmere kølevand fra værket holder fisk.

En Gulp Nightcrawler var ikke nok denne solrige - men kolde - søndag

Det gjorde det sikkert; vi mødte et par hjemstavnende fiskere der hævdede at have set havørred ud for "udmundingen", men desværre var det også alt de havde set til dem. Disse 2 herrer fiskede med blink. Selvom vi forsøgte os med henholdsvis tobis- og orme-imitation under flåd, så skulle det heller ikke lykkes os at få kontakt til fisk denne dag.
Men vi fandt læ og havde det relativt lunt i solskinnet på trods af minusgraderne - og så fik vi afløb for en del opsparet fiskeenergi.

1. februar bød på en tur til Kobberhage, der føltes nøjagtig ligeså kold som den på billedet herunder ser ud:

Jep - det var nøjagtig så koldt som det ser ud

Hverken Ormefiskerens orm eller min Gulp Tobis fristede nogle ørreder denne dag. De har formentlig søgt varmen i dybere vandlag.
Jeg glæder mig til der kommer et par solrige dage, hvor vandet måske kan blive varmet en anelse op...
   

Sådan lå stenen med hullet efter det indkapslede søpindsvin

Mønsteret efter det indkapslede søpindsvin ses tydeligt

Fundet gav en kærkommen undskyldning for at varme fingrene i vanterne imens jeg ledte efter det søpindsvin, der kunne have ligget i nærheden, men eftersøgningen bar ikke frugt. Trods det var det en fin lille bifangst på en råkold dag ved kysten.