Fiskedagbog: 2012 - 2011 - 2010 - 2009 - 2008 - 2007 - 2006

Tilføj Troutbum.dk som ven på:

Del Troutbum:

Om formiddagen fiskede jeg en lille time, og havde kontakt til fisk. Det skete helt ude i kastet, lige da min gennemløber ramte overfladen. Den slog først et smut til siden, som blink jo kan gøre når de rammer "rigtigt", men da ét smut blev til syv, var det tydeligt at det var en fisk der løb med blinket. Der var kraftig ving (10 m/s) og følgelig stor linebugt, så jeg havde ingen mulighed for at give reelt tilslag, og desværre krogen fisken ikke sig selv.
Efter arbejdstid tog jeg igen forbi pladsen for en lille times fiskeri inden mørket sænkede sig, denne gang med Gulp ormen og bombarda. Og i allerførste kast havde jeg kontakt igen. Det var helt tæt på land, kun 2 meter ude, og jeg så fisken ruske et par gange i overfladen inden den stak af - igen uden at være blevet kroget. Og det lignede altså til forveksling en hornfisk.
Jeg er ikke sikker, dertil var synet af den alt for kortvarigt, men det var den fornemmelse jeg fik. Det kan godt have været en lille ørred, det skal indrømmes. Men hvad med det blink, der tidligere skøjtede hen over vandet i 7 hurtige smut? - Jeg mindes ikke at have kroget havørred, der opfører sig sådan, men nok hornfisk.

Desværre bliver det ved spekulationerne, da begge fisk undgik en tur på land. Lige som i øvrigt de ti foregående fisk jeg har haft kontakt til i løbet af december måneds fiskeri. Det er da godt at det er lystfiskeri, ellers ville det ikke være sjovt, som PH sådan cirka sagde :-)

På trods af ihærdige forsøg helt her hen på slutningen af året må jeg nu erkende, at jeg i 2011 ikke kom op på mit erklærede mål på mindst én havørred over 3 kg. Den største endte med at blive på 2 kg, fanget i Mariager Fjord. Der er plads til forbedring i 2012, og jeg glæder mig allerede til at tage "hævn" over en halvdårlig sæson.

Lidt stemningsbilleder fra december, og et enkelt fangstfoto med en torsk, der tog en lille spinner fisket efter bombarda. Den var desværre for lille til at være en nytårstorsk, men i visse tider er selv en mindre fangst bedre end ingen fangst, så den lunede trods alt.

Et nyt tiltag når alt andet er prøvet: en lille spinner efte bombarda. Her gav det en lille torsk	Bølgeskvulp og brunt kystnært vand - selvom der var fisk derude, ville bare ikke kroges
Kystens foranderlighed ses tydeligt her: for et par år siden gik vi på denne strækning og samlede muslingeskaller og forsteninger. Nu lå der et tykt lag grus henover det hele	Et kig gennem solbriller på en lav decembersol
Jule- og nytårsmenu: Gravad havørred og gravad multe... mums!	En anden multe endte på tallerkenen som "kartoffelstegt multe med kantarelsauce. Det kan godt anbefales :-)

Badedyret med sin novemberørred
 

Hvor jeg plejer at bruge en tråder til at få fletline igennem bombardaen, har det med denne line vist sig ikke at være nødvendigt, heller ikke når linen er våd. Måske fordi den er så glat? Under alle omstændigheder opleves det som en stor fordel, at det er så let at skfite bombarda.

Også med hensyn til kastelængden virker det som om Nanofil linen klarer sig rigtig godt, og bedre end for eksempel Fireline Crystal, som jeg havde på inden jeg skiftede til Nanofil.
Det, at Nanofil ifølge producenten suger meget lidt vand, er den lille detalje der sætter prikken over i'et for mig. Og dén, jeg ikke har haft mulighed for at teste endnu. Sidste år spolede jeg monofil line på under vinterfiskeriet fordi min Fireline lavede alt for mange knuder i frosten, og det håber jeg at Nanofil kan ændre på. Alt andet lige foretrækker jeg efterhånden at fiske med de uelastiske og stærke "superliner".

Så selvom jeg ikke hører til dem der glæder sig til det bliver vinter, så glæder jeg mig nu til at efterprøve om Nanofil linen kan leve op til mine forventninger. Foreløbig tegner det rigtig godt.
 

En uges tid tidligere var lykkedes det mig at overliste en havørred på kysten. Den skal også lige have en plads her:

8. oktober: Havørred på 45 cm og 1,0 kg
 

Havørrederne sprang i cirka 1½ time overalt omkring os, og når vi kastede til de sete fisk havde vi ofte kontakt - af den sky slags, hvor man lige mærker et bump som om de slår til bombardaflåddet eller agnen, uden rigtig at gabe over den. Hatten havde kortvarigt fornøjelsen af ægte fast fisk, da et skift til mini-Gulp gav hug i første kast, men i et spring klarede fisken frisag. Han forsøgte sig med flere forskellige slags kasteskyts med samme nedslående resultat: masser af kontakt men ingen krogede havørred. Selv troede jeg fast og vedholdende på en ormeimitation, som de seneste uger har givet mig både havørred, makrel, hornfisk, torsk og fjæsing. Men denne dag var der også til mig masser af kontakt som ikke var alvorligt ment.
Vi fandt af naturlige årsager ikke tid til mange pauser i fiskeriet.

En tanke der har meldt sig: måske var alle de forsigtige nap, vi mærkede, i virkeligheden linen der gled hen over en multeryg?

Alle sådanne refleksioner lå dog på dette tidspunkt et stykke ud i fremtiden, for en fisk i brændingen er ikke det samme som en fisk på land! Heraf følger de våde ærmer, man måske aner på billedet. 3,1 kg er ikke sådan lige at trække hen over sand og grus, og da jeg så det var en multe begyndte jeg (grundløst, viste det sig) at frygte at den ikke var kroget ordentligt: Så jeg nærmest skovlede multen op på land - men først efter at den var svømmet en meter langs kysten på 5 cm vand med mig kravlende bagefter. Skønt må det have set ud. Hatten var så venlig at holde masken, da han senere stilfærdigt spurgte: "Hvad gik der egentlig af dig?"

Jeg tror at det må være det, der kaldes multefeber (findes det?). Her bagefter er det lidt sværere at forstå at jeg ikke bare udtrættede og håndlandede den (når de nu kan med laks på film), men mens det stod på var det lysende klart for mig, at der ikke var plads til fine manerer. Værdigheden måtte vige for landingen af den usædvanlige bifangst.
Når jeg nu ser tilbage på en fantastisk fisketur kan jeg konstatere, at det var en af de gange hvor havørredfiskeriet mislykkedes til UG!

Nå ja, i går fangede jeg en anden behagelig bifangst, min hidtil største makrel:

Makrel på 42 cm og 700 gram
  

 

Solnedgang 1. september med fugle på træk

Så omskifteligt som vejret har fiskeriet været de første 14 dage af dette efterårs første måned; det ene øjeblik skinner solen, vinden løjer, himlen er blå - og næste gang man kigger op er det gråt i gråt, blæst op og bygerne kommer listende. Den ene dag er vandet som blæst for liv, for den næste på det nærmeste at koge af liv - i hvert fald i korte og hektiske perioder.

Makrel 40 cm 1. september

Mest hektisk var det, da jeg på samme tid havde en større stime multer indenfor kastehold (uden dog at have noget relevant at kaste til dem), havde springende (store) havørred også indenfor kastehold (og om jeg kastede til dem) og en flok marsvin blandede sig i løjerne og gik på jagt bare 3-4 meter fra hvor jeg stod, så tobisstimer på det nærmeste kastede sig op i armene på mig i deres desperate flugt. Hold da fast, det var hektisk. Det hele varede et kvarter, hvor jeg i al tumulten mistede en havørred på anslået 3 kg (og det er en ægte lystfisker-vurdering, stol trygt på mig ;-)
Dagen efter på samme plads og tid: hornfisk, fjæsing, torsk...
Og næste dag: intet.
Ugen inden havde jeg også på samme plads oplevet: springende havørred, multestimer, marsvin... you name it. Og makrel i nettet.
Og dagen efter: intet.

Jeg må konstatere indenfor 14 dage at have mistet i hvert fald to havørreder på over 2½-3 kg og en på cirka 2 kg som jeg har haft på krogen længe nok til at kunne se og vurdere dem, inden de vandt tovtrækningen og deres frihed tilbage. Men et par fisk på land er det også blevet til, som det fremgår af billederne herover: Og selvom jeg ikke fik fisk med hjem fra de to ture, hvor marsvin, havørred og multer muntrede sig med opvisning i "fang-mig-hvis-du-kan-æv-bæv" ville jeg ikke have været oplevelserne foruden.

Havørred 50 cm 1,4 kg 14. september

I dag faldt flidspræmien så; en fin havørred på 50 cm og 1,4 kg kom på land, og selvom det ikke var den største fisk jeg havde på krogen i aften, så luner det endelig at kunne hjembringe et synligt bevis på alle mine hårdnakkede påstande om at der er fisk derude - jeg har på det seneste haft en snigende fornemmelse af at min familie bag min ryg smiler overbærende og skeler til det tomme fangstnet, når dagens rapport aflægges...

Det er efterår når det er (næst)bedst :-)
  

   
 
August havørred på 50 cm og 1,2 kg

På de seneste ture til kysten har jeg forsøgt mig frem med Gulp Nightcrawler fisket efter bombarda. De første erfaringer er særdeles lovende; der er masser af kontakt til fisk derude. Ikke alle er dog lige nemme at kroge, jeg ved for eksempel at jeg har bommet mindst én makrel og adskillige andre ukendte fisk, som ikke blev kroget godt nok i tilslaget.

Makrel og fjæsing i dobbelthug på Nightcrawler med trekrog bundet på en glideknude på hovedlinen

Derfor udvidede jeg antallet af kroge og bandt en lille trekrog i en glideknude, hvorefter jeg fæstnede den bagerst på gummiormen. Se dét gav faktisk flere faste fisk, blandt et spektakulært dobbelthug af makrel og fjæsing - fjæsingen har nok villet overgå makrellen, der må have set ud til at have mistet evnerne, da den fightede med en trekrog i gabet et stykke bag ved en lækker orm... i hvert fald sad fjæsingen på ormekrogen og makrellen på trekrogen da jeg efter en del tovtrækkeri lykkedes med at få dem i land. Derudover har naturligvis en del hornfisk ladet sig overliste, og også en enkelt skrubbe har ladet sig lokke op fra bunden af ormen.

Hornfisk kan li' orm, også dem af gummi

Denne skrubbe ville også fotograferes

Men mange kontakter blev ikke til mere end netop det. Min fornemmelse siger mig at der var for lang reaktionstid med tilslaget når fisken bed på den bagerste trekrog med glideknude, så på den seneste tur i eftermiddags gik jeg i den totalt modsatte grøft og havde afkortet linetjavsen, så der nu ikke længere er noget slip i forhold til hovedlinen.
Var det en succes? Tja, hvem ved, med kun én kontakt er det jo svært at sige, men til gengæld så sad krogen lige i saksen, og langt om længe fik jeg atter havørred med hjem fra kysten: 50 cm og 1,2 kg.

Sommeren er ved at gå på hæld og efterårsfiskeriet er indvarslet.
  

Crazy Legs Shad fra Gulp gav rigtig mange hug, men denne weekend af den "forkerte" slags

Weekenden bød da også på to ture med Hatten. Vi sigtede efter havørreder med mulighed for havbars, men på trods af ihærdigt fiskeri blev det kun til en af slagsen. Til gengæld virkede det som om hornfisk, torsk og fjæsing ville gøre godt for havørredens uhøflige afvisning af vores lækkerbiskener. Utallige gange huggede de, og mange kom med ind til afkrogning. Fiskeriet var slet ikke kedeligt, blot lidt ensformigt...

Hatten med weekendens eneste havørred, 47 cm og 1,2 kg

... lige indtil det lykkedes for Hatten at gøre det vi kom efter, nemlig at kroge en vaskeægte havørred. Vi har begge fået blod på tanden igen og er klar til et mere intensivt kystfiskeri i sensommer og efterårsmånederne.
 

Multe på 62 cm og 2,5 kg

Men der har da været dage med magsvejr, og dagtimerne har blandet andet været tilbragt under vandet på jagt efter multer. Jeg har skudt forbi flere end jeg har lyst til at indrømme, men har da heldigvis også fået ram på et par stykker. Den største hidtil er det fine eksemplar på billedet, der vejede 2,5 kg. Hvis vi er heldige når vi at få en solskinsdag mere i år, hvor den kan få ærespladsen på vores nye grill :-)
  

Min første ørred fra Mariager Fjord over målet - 47 cm og 1,5 kg

Inspireret dels af de mange fluefiskere i fjorden og dels af mine gode erfaringer med Gulp tobis ved kysten, har jeg forsøgt mig med nogle små mini Gulp'er til fjordens ørreder. Og det har som sagt ikke været uden kontakt, tværtimod - det, der har været svært, har været at kroge fisken ordentligt.
Jeg har forsøgt mig med tre typer, men har oplevet de bedste resultater med en  2 cm's Minnow i chartreuse. Det er ganske uvidenskabeligt, for da det også er den der har siddet suverænt længst tid for enden af forfanget, er det måske ikke så mærkeligt at den også har flest kontakter på samvittigheden.

Første forsøg: 1'' Minnow i farven Emerald Shiner	Andet forsøg: 2'' Jigging Grub i Pearl White
Tredje forsøg: 1'' Minnow i chartreuse	Øverst: Frugten af anstrengelserne :-) Nederst: Hatten slog atter til med orm

Dette dagbogsnotat er på grund af Surftown's vandskader i København lidt forsinket, så jeg har siden haft en aften-nat-morgentur til fjorden og denne gang valgte jeg udelukkende at fiske med den chartreuse model. Der var denne gang væsentlig færre kontakter, men da jeg var alene kan jeg ikke sammenligne med andre. To gange havde jeg dog ganske vægtige fisk der begge udførte den berygtede long-distance-release øvelse, dog først efter at have demonstreret størrelse og vildskab ved et par kraftige rusk og en gang tovtrækkeri.
Det dér med krogningen er noget jeg stadig arbejder på.
  

Så jeg krøb til korset og blev overtalt til for en stund at fiske i fjord i stedet for den åbne kyst, som jeg jo egentlig hellere vil fiske ved. Udsigten til at fiske et sted, hvor jeg rent faktisk troede på muligheden for at komme i kontakt med ørred, lokkede tilpas meget til at køreturen på over en time syntes det værd, i stedet for de fem minutter det tager at kommet til Djurslands åbne kyst.
To gange har jeg været nu ved fjorden; den første tur var i stærk modvind og meget grumset vand, hvilket gav få kontakter og en enkelt mindre, men velkonditioneret ørred til Hatten.

En lille, men stærk fjordørred i Hattens sikre favn

Anden tur var bedre, her var vandet mere roligt og klart, og jeg fik også fornøjelsen af at opleve ørred i og over overfladen. Hatten tog atter stikket hjem med en meget flot ørred omkring de 2 kilo, mens jeg bommede tilslaget på en ørred i samme kaliber.

Hatten med sin flotte fjordørred på 53 cm og anslået lidt over 2 kilo

Hatten er ikke til at skyde igennem for tiden - de seneste tre ture har jo også givet ham fire ørreder over målet, alle velkonditionerede og to af dem omkring de 2 kilo.
Alt andet lige er det rart at se og mærke ørred for enden af sin line, så det er jo nok ikke sidste gang vi fisker i fjorden. Hatten er der sikkert stadig...
 

Herefter lod jeg bundtacklet slæbe lidt hen over bunden på et sandet område. Så kan man drikke kaffe imens, troede jeg, men der var konstant bud efter agnen, så der var nærmest ikke et øjebliks ro. Det har nu nok været dels tang og sten, dels små skrubber, der ikke kunne bide over den store Gulp tobis, jeg havde sat på i forsøget på at overliste pighvarre, for ingen af dem blev kroget.
Det var for så vidt heller ikke det vigtigste, for det var jo en testtur. Hvis jeg en anden gang vil have skrubber med hjem vil jeg vælge et andet tackle. Det skal også prøves på et tidspunkt.

Et skift til at igen at dørge, denne gang med en Gulp tobis, gav masser af hug, men ingen fast fisk. Jeg gætter på, at det har været hornfisk eller fjæsing, som har nappet den i halen, hvor der ikke nogen krog. Hvis der havde været havørreder på spil, skulle de nok have slugt hele agnen og siddet fast.

Én tur er for lidt til klokkeklare konklusioner, men jeg fik set at udstyret virker efter hensigten, og jeg fik et par ideer til forbedringer af min stangholder. Så der er (heldigvis) stadig masser af udviklingsmuligheder
Når jeg har fået lidt bedre føling med udstyret, og taget nogle gode billeder af det, opdaterer jeg kajaksiden med det.

PS: det er ikke sjovt at skulle afkroge en fjæsing fra kajak, og slet ikke når den er solidt kroget...

PPS: var samme sted igen i aften, denne gang fra kysten: ingen fjæsing (ingen noget), men jeg så en større havørred oppe af vandet flere gange - senest lige efter at jeg fjollede rundt med linen og mistede mit bombardaflåd med tilhørende rig, som herefter strøg herreløst af sted og landede lige dér, hvor havørreden viste sig sekunder efter... hmm.
  

Derfor var der lidt nostalgi i luften da Hatten og jeg forleden aften fik flere torsk end hornfisk på land ved fiskeri ved aftentide. I alt fire styk blev det til, og vel var de ikke store nok til hjemtagning, men de var dog større end dem vi har fanget flest af de seneste år.
Havørreden? Ak, den glimrede endnu en gang ved sit fravær.
  

Maj måned giver også mulighed for at fiske efter pighvarre, et fiskeri jeg ikke tidligere har udforsket. Men når det nu vrimler med hornfisk kan man jo slå to fluer med ét smæk, altså samle lidt pighvarre-madding op, nu man er i gang. Hornfiskefileter skulle være glimrende agn til de store, bundnære rovfisk.

En hornfisk med en tobis i maven.
Bifangst ved hornfiskeri: min hidtil mindste ørred	Så skulle der være sikret agn til en pighvarre eller to

Første del af projektet, at fange madding, forløb planmæssigt og uden de store overraskelser. Jeg fangede hornfisk både med blink (og enkeltkrog) og med Gulp tobis. Ikke med silkekrog, for jeg ville bevare muligheden for at få en bifangst i form af havørred.
Djurswobleren var effektiv og gav hurtigt de ønskede agnfisk, men skiftet til Gulp tobis viste, at der var markant flere hug til den, end til wobleren. Hornfiskene er svære at kroge på den kunstige tobis, men en trekrog i en linetjavs løste dét problem på glimrende vis. Desværre blev en del af hornfiskene fejlkroget, så jeg ved ikke rigtig om det er det rigtige set-up hvis man ønsker at fiske efter hornfisk på sportsfiskermanér... Men hvis man hurtigt skal skaffe horn- eller agnfisk, er det i hvert fald effektivt.

Hornfisken gør gavn som pighvarre-madding

Anden del af planen forløb i første omgang mindre succesfuldt. Den dag, Hatten og jeg havde afsat til pighvarrefangst, var vejret mindre venligt. Lidt for meget vind betød, at vi ikke rigtig fik ro til at finde en rytme og et system, der virkede. I hvert fald opgav vi efter en god 1½ times tid og besluttede, at vi hellere ville fiske efter havørred. Et par timer senere kunne vi konstatere, at det tætteste vi var på en havørred var, da vi så en anslået tokilos springe fri af vandet.

I fryseren ligger der nu en pose hornfiskefileter, så vi er klar til pighvarrefangst næste gang lejlighed byder sig.
  

Køreturen går hjemad, mens tankerne og drømmene er stadig på Öland...

Forårsturen var i år henlagt til Öland, ikke mindst fordi det ifølge Pelle Klippinge er stedet, hvor verdens største havørreder bor (Pelle Klippinge 2004, Bland världens största havsöringar). Det er jo en opfordring der er svær at sidde overhørig, når det nu er en af dem, man drømmer om at fange.

Ormesvingeren, Hatten, Bademesteren og undertegnede var fulde af højstemt forventning da vi drog af sted, så transporttiden på 11 timer syntes ikke at være et stort offer. Det så lidt anderledes ud da vi skulle hjem; der var lang vej hjem fra Öland, vel især fordi drømmefisken stadig svømmer rundt derovre.

Konklusionen først: vi fangede kun få og små fisk. Ud af fire fisk var der to undermålere, en havørred på 1,9 kg og en steelhead på 1,5 kg. Undervejs mistede vi et par stykker, heraf de største en formentlig nedgænger på anslået 4 kg og en velkonditioneret fisk på anslået 2½ kg. Men stadigvæk, det er lidt lidt, når man tænker på at vi var fire fiskere, der fiskede i tre hele dage.
Det er nærliggende at teoretisere over, at vandtemperaturen har en stor del af "æren" over den manglende storfisk. Vi mødte et hold garvede Ölandsfiskere, der var på øen for niende år i træk, og de fortalte, at dagen hvor vi ankom havde det sneet(!), og den kolde nordøstlige vind havde i løbet af de seneste dage sænket vandtemperaturen fra 9 til 5 grader.
De tre dage vi fiskede steg temperaturen fra 5 til først 6, og så 8 grader - vi oplevede varme og solrige dage med svag vind. Perfekt vejr til en picnic, men stadig ikke helt godt nok til at fange fisk i. Det andet hold fiskere fangede også i år færre fisk end i noget tidligere år, de havde været derovre.
Samtidig fik vi at vide, at man på Öland traditionelt fanger færre fisk end i for eksempel Sydsverige, men til gengæld er dem, man fanger, ofte større. Det var de så ikke for os.

Ormesvingeren med turens største havørred: 1,9 kg	Ormesvingeren (igen igen) - denne gang med en steelhead
Bademesteren fremviser stolt sin flotte havørred, inden den søsættes	Hatten fulgte trop et par kast senere, og fremviser her sit bidrag til fangststatistikken

Når det er sagt, så må det også siges at vi fik oplevet en masse fantastisk spændende fiskepladser. Vi boede i den nordlige ende ved Grankullavik, og havde let adgang til en masse spændende steder på den nordlige del af øen, fra Äleklinta til Nörra Udde og Trollskogen.
I modsætning til Sydsverige, hvor vi sidste oplevede overfyldte pladser med masser af danskere, føltes det på Öland nærmest fiskertomt. Måske havde "de andre" lugtet lunten og var blevet hjemme, men det virker nu som om der er væsentligt mere albuerum her end der var i Sydsverige. den lange transporttid har sikkert en del af skylden, og den betød da også at vi ankom for sent til at fiske på ankomstdagen, og rejste for tidligt til at fiske på afrejsedagen.
Når den næste tur til Sverige skal planlægges er der altså flere ting der taler både for og imod begge steder. Jeg hælder til Öland, for på trods af at vi i år ikke fangede de store mængder endsige de store havørreder, så var det rart at kunne vælge sin fiskeplads uden at risikere at den var optaget af 10-12 andre danskere med samme ide. Og "den store" er jo stadig derude...

Her er et par stemningsbilleder fra Öland:

Rörstensudde i aftenbelysning	Rörstensudde - et kig over skulderen
Hvor er de? Rörstensudde med Blå Jungfun i baggrunden	Der er linet op ved Byxelkrog
Der er masser af fossiler fra den uddøde blækfisk	Vi fiskede ind i mørkningen
Fiskeriet indstilles mens en steelhead løber sig træt	Man kan blive træt, når man er på tur
Et klik mere her, og min mistede fisk var blevet knipset	Indsejlingen til Grankullavik
Hatten, undertegnede, Bademesteren og Ormesvingeren	Trollskogen ved vraget fra skonnerten "Swiks"

Fredag mødtes jeg med Malling på fiskepladsen før solopgang, og her oplevede jeg noget af det vildeste, jeg endnu har set, hvad springende fødefisk angår: igen og igen sprang stimer af det, der må have været sild, ud af vandet på flugt fra jagende rovdyr under dem. 20-30 stykker sprang synkront ud af vandet, først den ene vej og så den anden. Dette sceneri gentog sig mange gange hen over morgenen, men på trods af at både Malling og jeg kastede ihærdigt efter de flygtende fødedyr, fik vi kun sporadisk kontakt til de havørreder, vi er sikre på var på fødejagt. Der må helt sikkert have været en eller flere af de legendariske "sildeædere" på rov, for vi så hverken sæler eller marsvin i nærheden. Det var et intenst og spændende fiskeri og skue. Som et slags plaster på såret lykkedes det mig senere at overliste en fin halvmetersfisk, men med tankerne på de store fisk vi formodede var derude, blev planen lagt for at gentage seancen senere i påsken, denne gang med levende tobis som lokkemad. Det blev så realiseret mandag morgen. Fulde af forventning og med spande fyldt med levende tobiser, mødtes Malling, Madpakken og jeg på pladsen, atter før solopgang. Ihærdigheden blev ikke belønnet efter fortjeneste: sildeæderne udeblev, og ligeså det spektakulære syn af skræmte stimer af flygtende syn. Da strømmen hen over morgenen tog af og flåddet blev relativt stationært, var der mulighed for at fiske lidt aktivt ved siden af. Det gav dagens eneste fisk over mål, en mindre havørred på 44 cm.

Henad 11-tiden gav vi op; drømmen om dens store sildeæder, der trækker flåddet ned med et drøn og tømmer spolen for line, lever fortsat.

Om aftenen gav jeg de sidste tobiser mulighed for at leve op til deres formål, da min yngste søn, Sofus, og jeg tog en lille aftentur inden sengetid. Han ville gerne se hvordan man fisker med levende tobis, men heldigvis var spinnestangen medbragt, for det er alligevel sjovere at kaste selv, også når man er 10 år. En fin havørred gik helt fri af vandet lige ud for sønnen, så ilden i den lille lystfiskersjæl blev tændt. Lidt senere viste de første hornfisk sig i form af ringe af boblende vand. "Hm...", tænkte faren, og "Yes", tænkte sønnen: "sådan én vil jeg gerne fange".
Det gjorde han nu ikke, men han fik smagt på lystfiskeriveren og er forhåbentlig klar igen snart. Og denne gang var ti to til at forklare, hvorfor vi absolut var nødt til at komme alt for sent tilbage - jeg havde en ide om at det ville virke dobbelt så godt, men af en eller grund synes jeg ikke helt det var sådan det virkede...?

Madpakken er listet ud for at møde solopgangen	En tobis besigtiges før den skal agere lokkemad
Malling fighter en undermåler, der fik friheden igen	Mandagens sidegevinst på 44 cm

Marsvineflokkene svømmede rundt få meter fra havstokken

Måske fordi marsvinene var lige lovlig interesseret i vores agn, og fulgte efter den helt ind i havstokken for at vende blot to meter fra støvlesnuderne. Efter at have oplevet det flere gange opgav vi det marsvinenære fiskeri, for selvom det var nervepirrende spændende at se den massive trykbølge rejse sig efter agnen, var vi jo hverken interesseret i at kroge et af dem, endsige at miste vores grej til dem.

Men marsvinene leverede dagens højdepunkt og krydrede således en aldeles dejlig forårsdag med lidt action, i havørredens fravær.
 

Først og fremmest så var vandet spritklart på alle de fire pladser, jeg besøgte - fra Jernhatten til Sangstrup. Det var en aldeles positiv oplevelse at fiske i vand, hvor jeg rent faktisk troede på, at der fandtes fisk, i stedet for det tefarvede vand, der har været ved kysten de seneste mange ture.

Og se nu her, hvad der dukkede op i sidste kast på den seks timer lange tur:

En sulten havørred på 53 cm og 1,4 kg - lidt slank, men ellers fin fisk

Sjovt nok var det atter på det sidste kast på en lang dag, at der endelig var bid. Mit indre ur fortalte, at aftensmaden nok ventede på mig, men det er svært at gå tilbage uden at kaste et par kast undervejs - og sådan skete det; på turens absolut sidste kast mærkede jeg først lidt tang, troede jeg, Jeg lavede spinstop og trak langsomt ind igen. Tang igen. Spinstop, spinne ind, lidt mere modstand, tilslag og minsandten om det viste sig at være en havørred, der gik til biddet. Meget forsigtigt lod det til, men nok til at krogen i sidste ende fik fat. Det var en af de gange hvor jeg har mærket, at fisken er fulgt efter agnen i længere tid og har "smagt" på den et par gange, inden den for alvor har taget fat.

Turen bød på et par andre motiver til kameraet også:
På en anden plads var der således masser af børsteorm i bølgeskvulpet, men ingen tegn på havørreder. Og på en tredje så jeg de sørgelige rester af det, der må have været et marsvin. Jeg har ellers flere gange spekuleret på, at det er længe siden jeg sidst har set marsvin ved kysten. Jeg formoder at de ikke er generede af algerne, da de ånder i stedet for at have gæller, så det må være fraværet af fødedyr, der gør sig gældende?

Vandet var spritklart fra Jernhatten til Sangstrup	Masser af børsteorm lå og skvulpede
Det nederste parti af et dødt marsvin lå på stranden	Dagens fangst i helfigur

Dette marsvin kan være død en naturlig død pga. alderdom eller sygdom, eller den kan være gået i en fiskers net og være druknet. Hvem ved? Men den har da i hvert fald på et tidspunkt svømmet rundt derude, så den har i det mindste troet på at der var fødedyr ved kysten - det tror jeg også der er, så efter weekenden er jeg på den igen, hvis vejret er med mig.
(Så håber jeg bare at det stakkels marsvin er død af sult...)
   

På land viste det sig, at linen var gledet ud af krogøjet i landingsøjeblikket! Krogen sad stadig i fiskens gab, linen hang og flagrede i vinden, med lineløkken intakt. Jeg har været superheldig og haft marginalerne på min side - var det sket en brøkdel af et sekund tidligere, havde jeg mistet fisken. En påmindelse om at kontrollere krogen inden brug!
Imens jeg forundredes over skæbnens luner og min egen uopmærksomhed, havde Hatten endnu en gang kontakt - og bid. Denne gang var det en undermåler, der kom til søs igen. Med få minutter tilbage af vores afmålte tid kastede vi forgæves videre, men ud over enkelte kontakter var der ikke fast fisk. Og så skulle sønnen hentes fra fodboldtræning :-)

Djurswobleren og Gulp tobis stod på dagens menu

Første plads gav ingen kontakt på trods af fine forhold

De sidste minutter af fiskedagen endte således med hektisk fiskeri, hvilket er lidt ironisk med tanke på, at vi i de foregående otte timer har fisket og fisket og fisket uden at mærke det mindste til liv derude, og uden den ringeste form for stress.

Vandet vi fiskede i var i dag uden alger - hvilken lettelse. På de tre pladser vi besøgte målte vi temperaturen til henholdsvis 5, 6 og 4½ grader. Det går den rigtige vej.

Og så fik jeg jo testet min overfrakke til hjulholderen, som omtalt i indlægget nedenfor. Det virker, jeg har ikke frosset fingrene det mindste!
Det hjalp selvfølgelig også, at solen valgte at berige os med sin tilstedeværelse, så temperaturen har nok været over 10 grader :-)
Sikken en dag at teste det i. Nuvel, det tog lidt tid at vænne sig til, at diameteren var anderledes, så de første kast var påvirkede af det, men det gik over. Selve isoleringsmaterialet sad ikke helt optimalt fast.

Som man kan se på billedet er systemet ikke særlig solidt. Der skal lidt mere udvikling til, førend det perfekte system er fundet.
 

Når de nu ikke gør det, så har jeg fået en ide: selvklæbende isoleringsmateriale som det, min VVS'er beklædte vores ekspansionsbeholder med. Det er et materiale der er ganske let at sætte på, det er blødt, vandskyende og leder ikke kulde.

Jeg har til morgendagens fiskeri beklædt min hjulfod og stangens gevind som det fremgår af billederne herunder. Så skal det vise sig, om det er en ide der duer?

Isoleringsmaterialet er selvklæbende	Her er det klippet i form så det matcher hjulfoden nogenlunde
Det færdige resultat	Nærbillede af den påsatte isolering
Her ses hvordan fingrene nu hviler på et varmt og blødt underlag

Det er ret typisk at jeg først får det testet nu, hvor temperaturen kraftigt er for opadgående. Der kommer nu nok et par kolde dage/nætter endnu, og om ikke andet så er jeg forberedt til næste gang det bliver koldt for fingrene. Hvis det virker...
 

Begtrup Vig: Jeg står i vand til låret, men kan se bunden klart	Knebel Vig: I vand til knæet; vandet er tydeligt mere brunt her

Næste stop var Knebel Vig, og her fik jeg ved selvsyn set de alger, der hærger de danske kyster for tiden. Vandet var brunt og grumset, dog stadig ikke mere end at man kunne se bunden igennem det. Jeg fik fortalt af en fisker jeg mødte, at det var endnu værre længere oppe i Bugten.

Jeg må tilstå at jeg ikke fiskede særlig koncentreret, da tankerne om det brune vand og algerne, der forårsager det - og ikke mindst de mulige konsekvenser for fiskebestanden og dermed fiskeriet - fyldte en del i mit hoved. Kan man overhovedet fange fisk i algebrunt vand, når det er "fiskedræberalgen" der forårsager det? Hvor meget skal der til, før vi ser en omfattende fiskedød? Er fiskene allerede døde? Er de flygtet? Hvad er de langsigtede konsekvenser? Hvor meget breder det sig endnu? - Spørgsmålene står i kø, og svarene hen i det uvisse. Måske vil de kommende dage og ugers debat og oplysning kunne hjælpe med at afklare spørgsmålene.
Her er to steder, der kan være relevante at besøge:

Sportsfiskeren har et indlæg og en pressemeddelelse om emnet her: Sportsfiskeren
På 123nu.dk er der et forumindlæg hvor udbredelsen diskuteres: 123nu.dk's forum
  

Mandag var en meget tåget dag, og lidt for stille både over og under vandet

Til gengæld er det jo dårlig timing at vinden skulle gå i øst og solen forsvinde bag skyer, netop nu hvor jeg har ferie. De næste par fisketure bliver nok ved en vestvendt kyst. Jeg krydser fingre for at der stadig er fisk i Århus Bugten, men det er da "træls" at læse en historie som denne om "fiskedræberen" (Chattonella-algen): http://jp.dk/aarhus/trafik/article2368724.ece
 

Dejligt vejr men ingen fangst
 

Der er ikke meget at skrive om fredagens fisketur, udover at jeg testede et ny detalje ved mit bombardarig. Foreløbig tyder det godt, mere herom senere når jeg har prøvet det af i nogle flere situationer.

Fuglene tog sig en slapper - de havde nok luret at det ikke var i dag, der var fisk i farvandet

Mandag bød på overfladeaktivitet - i ental, hvis man kan det? I hvert fald var resultatet af 5 timers fisketur med 2 pladsskift undervejs, at jeg blot en enkelt gang observerede en rygfinne gennemskære vandspejlet. Selvfølgelig på det laveste vand i miles omkreds, med det resultat at jeg fangede bunden i første kast efter fisken, og fik skræmt den langt væk.

Havørreden findes under krydset - men hvilket af dem er det nu?

Måske var det dén, Ormefiskeren så fandt i dag lidt henne om hjørnet? Det tror jeg. Den ligner i hvert fald.
Vandtemperaturen sneg sig i dag op på hele 2½ grader, en forbedring i forhold til i går på 25%. Lad det endelig fortsætte sådan et par dage endnu, så tror jeg der kommer flere af den slags gode billeder, der vises herunder:

Ormefiskeren har vist vejen, nu er det blot op til os andre at følge trop og gøre ham kunsten efter

Nuvel, dagens tur gik i stedet til Århus Bugten hvor et par pladser fik chancen. Uden held, og det er måske ikke så mærkeligt, for på begge pladser var vandtemperaturen 0 grader. Men jeg fik da motioneret armen ...

Gråt og koldt vejr foroven - og goldt og koldt forneden. 0 grader varmt (koldt) vand trækker ikke mange fisk til

6. februar skinnede solen, så Hatten, Ormefiskeren og jeg drog ud til den åbne kyst i det lønlige håb at træffe et par omstrejfende overspringere. Det var koldt, men ikke så koldt, og det lunede yderligere i vore fiskersjæle at vi oven i købet havde kontakt til havørred, uden dog at ramme over mindstemålet. To fisk under målet fik vi kroget, og vi så yderligere 3 fisk i overfladen, heraf to der målrettet gik efter bombardaflåddet i stedet for agnen. Det siger sig selv, at netop disse tre fisk alle så ud til at være pænt over målet

Isen måtte brydes for at nå ud på kastehold denne kolde februardag

20. februar forbarmede vejrguderne sig atter, dog var der denne dag frost i luften. En solotur til et par pladser i Århus Bugt gav masser af frisk luft og mod på livet, is i topøjet, men ingen fisk.
 

Skælsætninger af Thomas Weiergang og Jakob Sørensen beskriver forfatternes oplevelser ved fluesfiskeri efter fedtfinnefisk - i Canada såvel som i jyske åer. Bogens hovedvægt er oplevelser og naturen, og den er som sådan en "værebog mere end lærebog", som de selv skriver. En dejlig og flot gennemarbejdet bog, der er som skabt til at skabe udlængsel.

En drøm af en fisk er udgivet af Havørred Fyn, og har afsæt i fynske fiskeres erfaringer, tanker og ideer om havørredfiskeri i alle dets afskygninger. Foruden et afsnit om havørredens biologi rummer den således blandt andet afsnit om fluefiskeri, spinnefiskeri, fiskeri fra kajak og fra båd, og med Gulp. Her er tale om en bog der på samme tid er en god indføring for den nye kystfisker og samtidig fuld af inspiration til den mere erfarne.

Jeg har anmeldt bøgerne her.
  

Fisk så jeg ikke noget til, men det tog ikke noget fra oplevelsen af at blive "tanket op". Der var god plads og tid til at lade tankerne fare, og tænke over den nye sæson, der så småt er ved at starte op. Blandt andet er der endnu en gang planlagt en forårstur til Sverige, og det er i hvert fald noget at se frem imod. Sidste år var for mit vedkommende første gang jeg var i Sverige for at fiske havørred, og det var en rigtig god oplevelse. Jeg glæder mig allerede helt vildt til at komme af sted igen.

Sidste år oplevede jeg lidt linekludder i det allertidligste fiskeri - én af de ideer jeg fik var, at det var fordi fletlinen ikke egnede sig til at fiske i frost eller meget koldt vand. Derfor havde jeg i år spolet nylonline på ekstraspolen, og det er da værd at bemærke at det fiskede ganske problemfrit. Nu var der jo ikke frost, men alligevel. Hvis der dukker en frostdag op (helst med sol) på et tidspunkt der giver mulighed for at fiske, skulle jeg nok tage et smut ned bare for at teste det sådan rigtigt. Vi får se hvordan vejret udvikler sig, jeg ser helst at de seneste dages temperaturer varsler et tidligt forår - man har jo lov at håbe!

Note til mig selv: næste gang jeg lader fiskejakken hænge ubenyttet i 2 måneder skal jeg huske at tage posen med æbler ud!

Sådan ser en skyfri dag ud i Danmark anno 2011