Links til over 275 online shops med fiskegrej: Grejbutikker        Bookmark and Share
Hvilken krog skal jeg vælge?
Hvad nytter det at lokke drømmefisken til hug, hvis krogen ikke sætter sig i gabet, eller endelig at kroge sit livs fisk, hvis krogen knækker under fighten?
Der er for mig ingen tvivl om, at krogvalget er vigtigt for mit fiskeri.

Nedenfor argumenterer jeg for mine 2 påstande vedrørende krogvalget, nemlig:

a) Trekrogen skal være skarp, og ikke for lille!
b) Enkeltkrog kroger bedre, og giver blinket mere "liv"!

men først vil jeg gøre opmærksom på de grundlæggende forudsætninger for en bestand af kroge, uanset valg.
 

Vigtige grundliggende forholdsregler uanset krogvalg:
1. Sørg altid for at dine kroge er skarpe.
Der er mange gode krogslibere på markedet som du kan have i din lomme. Kontroller krogen når du sætter blinket på, og er den uskarp, så slib den.
En skarp krog er alfa og omega, når du skal sætte krogen i fisken.

2. Drop de rustne kroge
Er din krog først rusten, så drop den med det samme. En rustet krog vil alt andet lige have en større tilbøjelighed til at knække under belastning, og det er surt hvis det sker under en fight - tro mig, jeg ved hvad jeg snakker om :-)
Hvis du skyller dine blink og kroge efter hver fisketur, minimerer du udviklingen af rust.

3. Test krogens styrke
Nogle kroge er født med fejl, på trods af fabrikantens kvalitetskontrol. Test krogens styrke ved at trykke spidsen ned mod skaftet med en finger. Hvis du er tvivl om styrken er i orden, så vær hellere på den sikre side - drop krogen.

Skrækeksemplerne findes i rigt mål:


Selvom 2 af 3 kroge på denne trekrog knækkede under fighten
kom denne havørred dog på land


Nederst: Her ses tydeligt hvorfor krogene knækkede: rust.
Øverst: krogen rettede sig ud under fight - ingen fisk på land den dag
   

 

Trekrog eller enkeltkrog? - det er spørgsmålet
Jeg er sikker på at meningerne om dette spørgsmål er lige så delte som i alt andet, der har med fiskeri at gøre. Jeg vil blot her gøre opmærksom på mine erfaringer på området :-)

Påstand nr. 1:
Trekrogen skal være skarp, og ikke for lille!

Det med skarpheden giver sig selv, synes jeg. Måske betyder det, at man skal betale lidt mere for sine kroge, så man får den bedste kvalitet og den længste holdbarhed? Jeg tror godt det kan betale sig. Hvis man skifter krogen imellem de blink, man bruger, behøver man jo heller ikke mere end en pakke ad gangen, så større behøver den udskrivning heller ikke være.

Det med størrelsen er måske lidt mere kildent...
Jeg har fisket med små trekroge i en periode, ud fra ideen om, at små kroge syner af mindre - derfor giver det blinket større troværdighed - og det ødelægger ikke blinkets gang nær så meget som en større krog - derfor øger det blinkets troværdighed.

Men! Jeg mistede fisk i den periode. Jeg havde flere gange hug, som ikke gav fast fisk, og jeg havde et par kroge, der rettede sig ud under fight.
Altså ændrede jeg syn på sagen, og skiftede til lidt større trekroge.


Størrelsen på trekrogen tilpasses efter blinket eller wobleren.
Her str. 2 og str. 4 til Kutlingen 20 gram og Gobi 14 gram

Dem, jeg bruger nu, er trekrogene fra Owner, som jeg synes er utrolig skarpe og har en god holdbarhed. Det er ikke altid jeg skyller krogen efter en fisketur - ofte ligger stangen rigget til i bilen, så den er klar til f.eks. en fyraftenstur eller en hurtig indskydelse. Og - indrømmet - nogle gange er jeg også lidt doven...
Alligevel oplever jeg, at krogene holder godt.

Samtidig gik jeg altså et nummer op i størrelse, så at sige. Typisk skifter jeg til en størrelse større, end den, blinket er "født" med.
Jeg mister færre fisk, og det kan naturligvis have mange årsager. Men jeg tror at de større, skarpere og mere holdbare kroge har en del af æren.

En trekrog hæmmer alt andet lige blinkets bevægelser mere, end en enkeltkrog - og en større krog hæmmer mere, end en mindre.

Når jeg alligevel hælder til at gå en krogstørrelse op, er det fordi jeg har de positive erfaringer med det, som jeg har. Og så fisker jeg ofte blinket temmelig aktivt, det vil sige at jeg laver spinstop og variationer i hastigheden på indspinningen - måske er det godt, hvis krogen er større og har en tendens til at ødelægge blinket bevægelser?
Hvis det er tydeligt, at blinket er besværet af vedhænget, skifter jeg naturligvis tilbage til en mindre krog.

Fordele ved trekrogen:
- 3 kroge har større chance for at ramme noget end 1

Ulemper ved trekrogen:
- ovenstående gælder også tang...
- linen kan kile sig fast i sammenføjningen ved krogbøjningen
- hæmmer blinkets bevægelser

Påstand nr. 2:
Enkeltkrog kroger bedre, og giver blinket mere "liv"!

Senest er jeg så begyndt at bruge enkeltkrog i stedet for.
Mine erfaringer med enkeltkrog er mindre end med trekroge, så jeg har ikke så meget at have det i - endnu. Men indtil videre ser det ud til, at krogningen med enkeltkrog er bedre end med trekrogen.


Jeg bruger Owners str. 1/0 cirkelkrog til mine blink og kystwoblere

Cirkelkrogen, som er vist på fotoet ovenover, har indtil videre vist en formidabel krogningsevne. De første tre gange, jeg har haft kontakt til fisk med denne krogtype (marts 2009), har fisken været kroget usvigeligt sikkert.
Da fisken kom på land kunne jeg tydeligt se, at der ikke havde været mulighed for at krogen kunne have sluppet taget under fighten. Det er rart at tænke på, næste gang jeg står med en vildbasse af en springende havørred for enden af linen...

Jeg kan ikke vide, hvad udformningen af krogen betyder, blot bevidne, hvordan det har virket for mig. Og jeg tror altså, at selve krogens udformning er medvirkende til den gode krogning.

Jeg anser det som en yderligere fordel, at enkeltkrogen, alt andet lige, i mindre grad hæmmer blinkets bevægelser, og dermed får blinket mere liv. Når jeg monterer enkeltkrogen efter et gennemløbsblink, sætter jeg en krogen fast i en springring først.


Bemærk springringen, som af og til er monteret mellem
krog og perle når jeg fisker med gennemløber

En af de klare fordele ved enkeltkrogen i forhold til trekrogen er, at linen ikke har mulighed for at kile sig ind og sætte sig fast i samlingen, som er på trekrogen. Jeg mistede en 2+ kilos havørred på den bekostning i efteråret 2008 - da linen satte sig fast i trekrogens sammenføjning, bevirkede det at trækket som jeg lavede i linen, trak krogen ud af gabet på fisken!
En løsning på det problem kan være at lægge en klat lim i sammenføjningen, men man kan jo også vælge enkeltkrog.

Måske - jeg ved det ikke - betyder det forhold, at der kun er en enkelt krog at sætte ved tilslaget, at denne ene krog får tilført mere kraft, end to eller tre kroge på en trekrog ville få - og at den derved har større chance for at sætte sig?

Krogen virker til at have samme skarphed og gode holdbarhed som de trekroge, jeg benytter.

Fordele ved enkeltkrogen:
- hæmmer blinkets bevægelser mindre
- linen kan ikke kile sig fast
- bedre krogningsevne?
- fanger mindre tang

Ulemper ved enkeltkrogen:
- én krog har mindre chance for at ramme noget, end to eller tre kroge har?

Indtil videre har jeg altså til gode at miste en fisk, der har hugget, med denne krogtype. Så det er ikke sikkert, at ovenstående ulempe holder?
Tiden vil vise hvordan det går, og så vil jeg opdatere afsnittet med dén viden.
 

Hvorfor Owner?
Det er helt tilfældigt, at jeg bruger Owners kroge frem for andre fabrikater.
Der findes ganske givet andre lige så gode kroge på markedet, og jeg har ingen forudsætninger for at vurdere dem i forhold til hinanden - anden end min egen erfaring. Som indtil videre er, at jeg er ganske godt tilfreds med mit krogvalg.


Jeg har skiftet alle mine "medfødte" kroge til nogen, jeg selv har valgt
 


© Troutbum.dk. Alle rettigheder forbeholdes. Kontakt troutbum@troutbum.dk

Kapitler:

Grundliggende forholdsregler

Trekrogen

Enkeltkrogen

Owner?